Midt på Piazza Santa Maria i Rom, hvor du mindst havde ventet det, ser du ham. Det er en ganske almindelig eftermiddag i oktober, og sammen med nogle små drengebørn og anden familie sjosker han rundt blandt de andre turister i et par udtrådte Converse-sko. Han ligner hverken en rigtig familiefar eller en rigtig bedstefar, tænker du, og du når også lige at bide mærke i de enorme bakkenbarter. Tilsyneladende er han og familien på vej i retning af sporvognen, da han pludselig vender om og sætter i raskt tempo hen over pladsen, hvorefter han uden at se sig tilbage forsvinder ind i La Basilica di Santa Maria. Hverken du eller familien, der står måbende tilbage, når at råbe efter ham.
En onsdag morgen flere uger senere, mens du stadig prøver at få det alt sammen til at give mening, kommer en bil så kørende op ad den vej, hvor du står og venter på bussen, og netop som den svinger til højre lige inden stoppestedet, hører du fra bilens åbne vindue, ganske svagt, men aldrig har du været mere sikker, tonerne af 'Kvinde Min'. Da du nogle måneder senere kommer hjem fra din rejse, opsøger du Kim Larsen på hans bopæl, men han er åbenbart ikke hjemme, i hvert fald er der ingen, der svarer, da du ringer på, og i den tid, der går, mens du står der og venter, når du at tænke så meget over, hvorfor det pludselig er blevet så vigtigt for dig at få fat i ham, at du opgiver ævred og beslutter dig for at vende tilbage til dit gamle liv, som du synes at huske det fra før Kim Larsen.
No comments:
Post a Comment