Kim Larsen i Rom

Midt på Piazza Santa Maria i Rom, hvor du mindst havde ventet det, ser du ham. Det er en ganske almindelig eftermiddag i oktober, og sammen med nogle små drengebørn og anden familie sjosker han rundt blandt de andre turister i et par udtrådte Converse-sko. Han ligner hverken en rigtig familiefar eller en rigtig bedstefar, tænker du, og du når også lige at bide mærke i de enorme bakkenbarter. Tilsyneladende er han og familien på vej i retning af sporvognen, da han pludselig vender om og sætter i raskt tempo hen over pladsen, hvorefter han uden at se sig tilbage forsvinder ind i La Basilica di Santa Maria. Hverken du eller familien, der står måbende tilbage, når at råbe efter ham.

En onsdag morgen flere uger senere, mens du stadig prøver at få det alt sammen til at give mening, kommer en bil så kørende op ad den vej, hvor du står og venter på bussen, og netop som den svinger til højre lige inden stoppestedet, hører du fra bilens åbne vindue, ganske svagt, men aldrig har du været mere sikker, tonerne af 'Kvinde Min'. Da du nogle måneder senere kommer hjem fra din rejse, opsøger du Kim Larsen på hans bopæl, men han er åbenbart ikke hjemme, i hvert fald er der ingen, der svarer, da du ringer på, og i den tid, der går, mens du står der og venter, når du at tænke så meget over, hvorfor det pludselig er blevet så vigtigt for dig at få fat i ham, at du opgiver ævred og beslutter dig for at vende tilbage til dit gamle liv, som du synes at huske det fra før Kim Larsen.

Hun er ikke i tvivl om, at hun elsker ham

Men denne tirsdag aften, hvor han som på alle andre hverdagsaftener kommer en time senere hjem end hende og straks blænder op for TV3, mens hun sætter den mad, hun har lavet, frem på bordet, er der alligevel et eller andet, der rører sig i hende, men hvad det egentlig er, tør hun ikke mærke efter, hun fornemmer bare, hvordan der lige netop i aften er en lillebitte distance mellem dem, måske er det bare hende, der er skruk, men det er, som om hun befinder sig inde bag en tynd, tynd hinde, mens han sidder der med gaflen i koteletten og griner højt ad de amerikanske hjemmevideoer på den brovtende måde, hun måske alligevel aldrig rigtig har kunnet forstå, hun ville jo virkeligheden også gerne have haft en karriere, og hvorfor er det altid hende, der skal lave mad? Men da de lægger sig i sengen lidt senere, og han tænder for soveværelsesfjernsynet, er alt alligevel ved det gamle. Hun er igen helt rolig og harmonisk indeni. Og på den måde fortsætter hun resten af livet med ikke at være i tvivl om, at hun virkelig elsker ham.

Recoba på fisketur

Hvis nogen havde set Recoba den dag i mosen, ville de have fået et føl, for det var søndag, og han burde spille kamp, men dér sad han med fødderne oppe, fiskestangen mellem benene og en cylinderformet termokande skoldhed kaffe inden for rækkevidde og kiggede ud over søen, dunhamrenes rankhed i den sagte brise, og de næsten usynlige små nuancer i bevægelserne under åkandernes blade, hvad kunne det være, en forbipasserende fisk, eller måske bare en lille variation i vandets hvirvlende mønster. Han, der havde fået alt forærende som fodboldspiller - en venstre fod så magisk, som var den nedarvet fra selveste Maradona, og en naturlig evne til på den selvfølgeligste måde at gøre de mest mærkværdige, vidunderlige ting på banen - hvad havde han egentlig drevet det til? Han havde sløset med sit talent i en grad, så det stak i hjertet på de horder af fans, der stadig mere desperat bekymrede iagttog hans karriere, og nu sad han så her og danderede den i mosen med dette fredfyldte, harmoniske udtryk, som om det ikke var på tide at komme op og komme i gang. Få udnyttet det endeløse potentiale, han var i besiddelse af, men som han kun gav prøver på i glimt. Og holdkammeraterne? Perplekse stod de nu i spillertunnelen på stadion og undrede sig over, hvor han blev af. Rørte det ham slet ikke, at hans eget hold kunne risikere at tabe, fordi han havde bevilget sig selv en fridag i mosen?

Recoba havde al mulig grund til at skamme sig, det var der ingen tvivl om, men hvis han følte skyld over den løsagtige måde, hvorpå han forvaltede sit talent, var det svært at se. Afslappet og afklaret så han ud, som han sad dér med det lange, tjavsede hår og de daggamle skægstubbe, og det var jo langtfra første gang, han havde valgt pligten fra til fordel en fisketur i mosen. Måske følte han sig i virkeligheden mere hjemme her blandt fisk og insekter. Måske drømte han om et liv med gæller, et liv i søens dunkleste afkroge, tavs og afsondret som en gammel gedde, der en dag, som det skrabede stykke yngel, der netop nu dernede i det plørede mosevand fik øje på ormen for enden af Recobas stang og spærrede munden op, ville ende et langt og lykkeligt fiskeliv ved omsider at bide på krogen.

Mænd omkring cementblander

En eftermiddag i oktober, hvor alting ellers synes frygtelig trist, og alle går rundt og tænker på selvmord, er fire mænd samlet omkring en cementblander i en gårdhave. Dér står de tryllebundne og betragter tromlen snurre, og der er ganske enkelt fred: Ingen af dem tænker på de jobs, de skal bestride i fremtiden, og den enorme arbejdsbyrde der vil være forbundet med at nå så vidt, ligesom ingen ærgrer sig over spildte drømme og talenter, eller over hvor slemt det i grunden er at være et moderne individ, der kun har sig selv at bebrejde, når noget går galt, eller dele glæden med, hvis succesen endelig skulle indfinde sig. Alt det tænker de slet ikke på, for de er bare fire mænd omkring en cementblander, og lige nu har de ikke andet i hovedet end cement og tromlens hypnotiske snurren.

Senere kommer også gårdvagten til. På en dag hvor der ellers er rigeligt at se til, har han forladt sit kontor med de af posten indleverede pakker og den sødmefulde opera fra den lille transistor, for selvom han ikke interesserer sig synderligt for cement, er der alligevel noget dragende over de fire mænd med den snurrende tromle i midten. Han kommer til på samme lidt forsigtige, men uimodståeligt nysgerrige måde, som når en huskat opdager, at dens ejere har tændt bål oppe for enden af haven, og lunter målrettet af sted hen over græsset, betaget af den løsslupne stemning i hvilken livslange ærgrelser med ét synes pist borte. Alle glemmer sig selv, når de sidder og stirrer ind i et bål, og præcis den effekt har også cementblanderen: Disse mænd har glemt, hvem de er, og kunne blive stående her til evig tid, bare blanderen blev ved at snurre, og inderst inde er det netop det, de ønsker, selvom ingen af dem tænker den slags store tanker lige nu. Heldigvis tager det tid, det projekt de har gang i, det vil enhver forbipasserende straks forstå, og derfor vil de kunne blive stående uforstyrrede en rum tid endnu med samvittigheden helt i orden.

Jeg vil bo i Schweiz

Idet konduktøren giver mig bøden, smiler han. Det er jo ikke noget mellemværende mellem ham og mig som privatpersoner, han passer bare sit arbejde, det forstår jeg godt, ligesom han forstår, at jeg kan have mine grunde til at snyde. Men alt det spørger han ikke ind til, han smiler bare og beder mig udfylde en blanket med navn og adresse, et lille stik, et lille prik, schweizisk service - og bagefter er det, som om intet er hændt, for sådan er det i Schweiz, hvor alle forhold er rene og ordentlige. Zürich: Verdensberømt for sin fortrinlige sikkerhed. Velsmurt funktionalitet. Selv har jeg kendt schweizere, som duftede helt utrolig rent, altid forbilledlig disciplin under morgentoilettet, og når man tænker over det, er det vel også det eneste rigtige at prøve at være lidt pæn, selv i grimme situationer, i hvert fald er det sådan, alle tænker i Schweiz: Der er aldrig nogen undskyldning for ikke i det mindste at være høflig og hygiejnisk.