Recoba på fisketur

Hvis nogen havde set Recoba den dag i mosen, ville de have fået et føl, for det var søndag, og han burde spille kamp, men dér sad han med fødderne oppe, fiskestangen mellem benene og en cylinderformet termokande skoldhed kaffe inden for rækkevidde og kiggede ud over søen, dunhamrenes rankhed i den sagte brise, og de næsten usynlige små nuancer i bevægelserne under åkandernes blade, hvad kunne det være, en forbipasserende fisk, eller måske bare en lille variation i vandets hvirvlende mønster. Han, der havde fået alt forærende som fodboldspiller - en venstre fod så magisk, som var den nedarvet fra selveste Maradona, og en naturlig evne til på den selvfølgeligste måde at gøre de mest mærkværdige, vidunderlige ting på banen - hvad havde han egentlig drevet det til? Han havde sløset med sit talent i en grad, så det stak i hjertet på de horder af fans, der stadig mere desperat bekymrede iagttog hans karriere, og nu sad han så her og danderede den i mosen med dette fredfyldte, harmoniske udtryk, som om det ikke var på tide at komme op og komme i gang. Få udnyttet det endeløse potentiale, han var i besiddelse af, men som han kun gav prøver på i glimt. Og holdkammeraterne? Perplekse stod de nu i spillertunnelen på stadion og undrede sig over, hvor han blev af. Rørte det ham slet ikke, at hans eget hold kunne risikere at tabe, fordi han havde bevilget sig selv en fridag i mosen?

Recoba havde al mulig grund til at skamme sig, det var der ingen tvivl om, men hvis han følte skyld over den løsagtige måde, hvorpå han forvaltede sit talent, var det svært at se. Afslappet og afklaret så han ud, som han sad dér med det lange, tjavsede hår og de daggamle skægstubbe, og det var jo langtfra første gang, han havde valgt pligten fra til fordel en fisketur i mosen. Måske følte han sig i virkeligheden mere hjemme her blandt fisk og insekter. Måske drømte han om et liv med gæller, et liv i søens dunkleste afkroge, tavs og afsondret som en gammel gedde, der en dag, som det skrabede stykke yngel, der netop nu dernede i det plørede mosevand fik øje på ormen for enden af Recobas stang og spærrede munden op, ville ende et langt og lykkeligt fiskeliv ved omsider at bide på krogen.