Mænd omkring cementblander

En eftermiddag i oktober, hvor alting ellers synes frygtelig trist, og alle går rundt og tænker på selvmord, er fire mænd samlet omkring en cementblander i en gårdhave. Dér står de tryllebundne og betragter tromlen snurre, og der er ganske enkelt fred: Ingen af dem tænker på de jobs, de skal bestride i fremtiden, og den enorme arbejdsbyrde der vil være forbundet med at nå så vidt, ligesom ingen ærgrer sig over spildte drømme og talenter, eller over hvor slemt det i grunden er at være et moderne individ, der kun har sig selv at bebrejde, når noget går galt, eller dele glæden med, hvis succesen endelig skulle indfinde sig. Alt det tænker de slet ikke på, for de er bare fire mænd omkring en cementblander, og lige nu har de ikke andet i hovedet end cement og tromlens hypnotiske snurren.

Senere kommer også gårdvagten til. På en dag hvor der ellers er rigeligt at se til, har han forladt sit kontor med de af posten indleverede pakker og den sødmefulde opera fra den lille transistor, for selvom han ikke interesserer sig synderligt for cement, er der alligevel noget dragende over de fire mænd med den snurrende tromle i midten. Han kommer til på samme lidt forsigtige, men uimodståeligt nysgerrige måde, som når en huskat opdager, at dens ejere har tændt bål oppe for enden af haven, og lunter målrettet af sted hen over græsset, betaget af den løsslupne stemning i hvilken livslange ærgrelser med ét synes pist borte. Alle glemmer sig selv, når de sidder og stirrer ind i et bål, og præcis den effekt har også cementblanderen: Disse mænd har glemt, hvem de er, og kunne blive stående her til evig tid, bare blanderen blev ved at snurre, og inderst inde er det netop det, de ønsker, selvom ingen af dem tænker den slags store tanker lige nu. Heldigvis tager det tid, det projekt de har gang i, det vil enhver forbipasserende straks forstå, og derfor vil de kunne blive stående uforstyrrede en rum tid endnu med samvittigheden helt i orden.